Nyheder 2011
 

 

Forsiden

Nyheder

Stutteriet

Resultater

Hingste

Hopper

Føl

Plage

Bedækninger

Salg

Solgte heste

In memorium

Farvegenetik

Galleri

Kontakt

Links

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

________________________________________________________________

D. 27. November

I dag var vi til Mountain and Moorland Christmas Show.
Jeg havde tilmeldt Zodiac og Zita, og heldigvis lå stedet meget tæt på Lena's lille gård, hvor ponyerne bor, så vi slap nemt gennem stormvejret og hen til pladsen.
Zodiac der jo normalt er anspændt og helt oppe og køre når vi er i byen, var overraskende rolig i dag, selv inde i ridehuset hvor alle tagpladerne ellers buldrede løs i stormen.
Synes selv at Zodiac ser bedre ud end nogensinde, og han formåede også at vise dommeren sin skønne skridt, da han var dejlig afslappet. Da vi skulle trave kom der nogle ordentlige vindstød så det hele buldrede, så turde ikke give ham plads til virkelig at løbe som han kan, men alligevel gik det rigtig godt.
Og endelig endelig endelig.... var der en dommer der ser de samme kvaliteter i min lille mand som jeg gør!
Zodiac fik 988 98 = 42 point og tog fløjen. Han blev bedste 1 års hingst og bedste shetlandspony på dagen, idet ingen andre shetlandsponyer opnåede 42 point. Ihhh hvor er jeg bare stolt af min lille mand!!
Netop som vi forlod ridehuset rev et stort stykke af taget sig løs og fløj væk i vinden!!

Så var det bette tøsens tur!! Lille Zita der normalt er så sød og nem, kunne bestemt ikke lide at blive taget fra sin trygge boks, og væk fra sin mor og ind i et stor buldrende ridehus med hul i taget, så hun lavede stort set ikke andet en at bukke hele vejen rundt, da vi skulle trave på volten.
Til stor glæde for alle tilskuerne :)
Ellers gik det okay, med at stille op foran dommeren, og hun skridtede nogenlunde roligt frem og tilbage, men da vi skulle trave igen, foran dommeren, gik det løs igen og efter en serie af bukkespring, lavede lille Zita noget der mest af alt lignede spanske skridt, bare i trav... det så ganske morsomt ud!!
På trods af denne noget fjollede fremstilling klarede hun det rigtig godt.
Hun fik 888 87 = 39 point. Dommeren mente hendes trav var noget trippende, hehe.
Hun stod som nummer 4 af 4 og fløjen fik 40 point, så det lå rigtig tæt i dette hold.
Da dommeren gav mig rosetten sagde hun: "very nice little pony, but a little too active today" Jo tak det skal jeg lige love for ha ha!!

Ja så alt i alt en super dejlig dag og jeg var bestemt meget stolt af mine to små "Zilver afkom" da vi kørte hjemad i traileren.
Mange tak til Jette og Søren fra Stutteri Annagaard, for den fine ærespræmie til Zodiac.
Vi var forresten de sidste der forlod stedet, fordi vi lige skulle have taget nogle billeder af basserne inde i ridehuset! De blev desværre ikke ret gode da det var mørkt, og jeg måtte bruge blitzen! Men dælme om ikke jeg skulle have nogle billeder af lille Zodiac når han endelig fik sig en rød roset!

Til gengæld fik jeg taget nogle skønne billeder af Regina, en dejlig solrig efterårsdag, for lidt tid siden, så hendes galleri er selvfølgelig opdateret med nye billeder.

Hun ser bare dejligere ud end nogensinde!! Det ærgrer mig at hun ikke er kommet i fol i år :(
Men vi tager revance i 2012

________________________________________________________________

D. 20. Oktober

D. 17. september tog Lena, Carina og Jeg til Fyn, for at deltage i Fynboskuet. Det er første gang vi udstiller der, og det var et rigtig hyggeligt og veltilrettelagt show.
Med os i traileren var min egen lille Zodiac og Lena og Carina's fælles hingsteplag: Følfod's Challure.
Lena og Carina har høje forventninger til lille Challure, og blev også slemt skuffede forrige weekend, til Store Hestedag, hvor Challure "kun" indkasserede 38 point. De var derfor lige ved ikke at tage ham med til Fyn.
Jeg havde heller ikke de store forventninger, andet end at Zodiac gerne skulle mere i byen så han kan lære at slappe af. Jeg synes han var faldet lidt sammen i forhold til for 2 uger siden, og han opførste sig bestemt ikke bedre end sidst, så var ret nervøs om vi skulle ende med en grøn roset denne gang, men han klarede skærene og fik præcis samme point som sidst og en blå roset. Beskrivelse står på hans side.
Tak til Flemming Knudsen for at fange nogle billeder af Zodiac og jeg i ringen. Det er ikke så tit jeg får mulighed for at få billeder af mine egne ponyer mens de er i ringen.


Ovenfor lidt billeder fra de få øjeblikke hvor han ikke var helt umulig :)


Puha, en blå roset! Så kunne vi ånde lettet op!

Lena og Carina kunne i den grad også ånde lettet op, da de indså at det nok alligevel var rigtig godt at de havde taget lille manden med til Fyn. Lille Challure fik nemlig utrolig flotte 42 point, og måtte i oprangeringen ud i to ommønstringer mod den smukke Virhsgårdens Pearl-Plato, der netop er blevet BIS i Vestbirk med 45 point, før afgørelsen faldt og Challure endte som nummer 2 i holdet. Både Challure og Plato fik altså 42 point, og der var herefter 4 point ned til nummer 3 der fik 38 point.
Carina blev desuden udtaget til bedste mønstrer, som hun senere vandt!
I finalen var spændingen stor. De 42 point var dagens højeste, men der var utrolig mange dejlige plage med i finalen. Lille Challure skridtede og skridtede indtil kun 3 var tilbage. Så skulle der traves, og han fløj afsted i en smuk trav. Endnu en pony blev sorteret fra. Nu var der kun Challure og Plato tilbage og det var tydeligt at dommerne ikke var enige, så en travrunde mere måtte der til, og Challure endte dagen som Reserve Best in Show!! Kæmpe tillykke til Lea og Carina der strålede om kap med den solen, resten af dagen. Også stort tillykke til Camilla med hendes smukke hingst Pearl-Plato der jo blev dagens BIS!!


Smukke Challure


Det var et super hyggeligt show, og det er vist bestemt ikke sidste gang vi besøger fyn :)

Både Zilver og Regina er gået i brunst igen, så tvivler på der er nogen af dem der er i fol. Zilver viste dog også brunst da hun var drægtig med Zodiac, så helt udelukket er det ikke.
Havde ellers glædet mig meget, især til Reginas føl, da jeg synes det er en utrolig spændende kombination med hende og Opus, men det må blive en anden gang.


Weekenden inden vi tog til Fyn, var vi jo et smut i Jylland for at hente min dejlige nye hoppe Sine.
Vi tog afsted om lørdagen lige efter min eksamen, og så kørte vi direkte op til Jørgen og Anette fra Stutteri Hedegårde.
Det var super hyggeligt at besøge dem igen, og om sødagen tog vi så med til Sulsted Føl-og Plageskue. Det var en rigtig hyggeligt skue, og jeg fik taget en masse billeder.
Når jeg får tid skal jeg forsøge at få dem uploadet til et album her på siden.
Jeg fik et glædeligt gensyn med Lille Ensteds York, som jeg allerede forelskede mig lidt i på Lena's og min Stutteri Tour.
Han er jo efter Skäpperöd's Rasputin som jeg er helt vild med og så Karis skønne 1.kl. hoppe Yesmine v.d. Vaarhorst.
Jeg blev faktisk denne gang så forelsket i lille York, at jeg fik lovning på at få lov at købe ham her til foråret!
Indtil da skal han gå og hygge sig med Karis andet føl, Lille Ensteds Dundee.
Lille York klarede sig super fint mod alle de store føl, og endte som nummer 2 ud af 10 hingsteføl, og fik 41 point. I finalen blev han nummer 12 af 21.
Herunder et billede af lille York overfor hans skønne far Rasputin.



Vi havde en rigtig hyggelig dag til Sulsted, og tog med Jørgen og Anette hjem igen og overnattede.
Mandag morgen vendte vi så næsen mod nord, og kørte op til Stutteri Braf hvor Kit Friis tog imod os, og viste os alle hendes dejlige ponyer inden vi læssede min lille Sine og vendte hjemad.

Vi så blandt andet deres dejlige hingst Hedelunds Tyrus, der er far til den lille følle der forhåbentlig ligger og venter i Sine's mave.
Han er en skøn lille kraftig hingst med kraftige lemmer, god hårpragt og et super smukt lille udtryksfuldt hoved, som han ser ud til at give videre til stort set alle hans føl.



På vejen hjem svingede vi forbi Grenå og hentede Lenas kat Josefine, så hun holdt os med selvskab hele vejen hjem.

Som i kan se har Sine levet rigtig godt oppe i Nordjylland, så hun må ligesom de fleste af vores andre ponyer på slankekur henover vinteren.
Hun er en utrolig dejlig hoppe som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.
Endnu engang tak til Kit for at lade mig købe den lille prinsesse.
Sines eget galleri er selvfølgelig blevet opdateret med en masse nye billeder.

________________________________________________________________

D. 8. September

Så har vi været afsted til Store Hestedag Føl og Plageskue.
Det var en super hyggelig dag, hvor vejret var med os.
Min mor, svigermor, svigerfar, farfar og Papaya var kommet med for at heppe, og til at give en hånd når vi havde brug for at få holdt nogle af ponyerne.



Nadia var med mig endnu engang for at hjælpe med at mønstre. Mange tak til alle hjælperne! Med så mange ponyer, kunne jeg ikke have gjort det uden jer.

Jeg havde som sagt ikke de store forventninger til bedømmelserne inden vi tog afsted. Bella's bevægelser var fortsat meget hæmmede bagtil, og jeg regnede faktisk ikke med at hun ville få mere end 6 i skridt, men hun skrabede sig op på to 7'taller i bevægelse. Til gengæld fik hun kun 8 i type og 7 i bygning. Der ville jeg nok gerne have haft et point mere på hver kategori. Men hun er stadig meget fed, så det kan være det der trækker ned. Nadia har ellers gjort alt hvad hun kan for at få hende til at tabe sig, lukket hende på stald om natten og sågar flere timer i løbet af dagen, men lige meget hjælper det. Så hun skal helt sikkert ifoles til foråret, så hu kan få et føl til at tære lidt på hende. Ellers er jeg bange for at hun ender med at blive forfangen eller få sukkersyge.
Nå men hendes beskrivelse var jeg ihvertfald fuldstændig enig i.
Cyselle er endelig begyndt at fylde lidt ud, hvilket jo er dejligt. Hun har dog fortsat meget små og smalle hove, hvilket resulterede i et 6-tal i lemmer. Fuldt fortjent.
Hun var desværre nervøs og oppe og køre i ringen, selvom hun havde været ganske afslappet da vi varmede op uden for ringen. Dette resulterede i at hun kartede noget rundt, og skridten blev derfor ikke ret taktfast. Hun endte med 77 i bevægelser. Hun fik dog et 8-tal i type hvilket jeg er glad for, dog synes jeg som sagt at Bella er en betydelig bedre type end Cyselle, og det undrer mig derfor at de får det samme.
Også Cyselles beskrivelse var jeg fuldt ud enig i, taget den lidt rodede fremvisning i betragtning.
Jeg har desværre ingen billeder af Bella og Cyselle fra dagen, da jeg havde for travlt til at få kameraet frem.
Zodiac er ligesom Cyselle så småt begyndt at fylde ud. Og selv hans ellers tidligere ret tynde ben er begyndt at få lidt mere masse. Det er jo dejligt. Nu skal hovene bare blive lidt større også.
Desværre var Zodiac helt oppe og køre, og trak mig hele vejen rundt i ringen. Det gik selvfølgelig ud over bevægelserne som Lena og jeg ellers synes er rigtig gode. Hjemmefra have jeg håbet på 77788 til lille Zodiac, men han endte på rene 7-taller. Det er også okay taget fremvisningen i betragtning.
Jeg er dog meget positivt stemt over hans udvikling, nu skal han bare rigtig meget med i byen næste år, så han kan lære at slappe af!
Også Zodiac's beskrivelse var jeg overvejende enig i, dog mener jeg bestemt ikke han har kort nakkestykke, og hans skridt er bestemt ikke kort. Lena og jeg er enige om at han er den af vores heste med det største indundergreb. Men selvfølgelig var hans bevægelser heller ikke optimale på den måde han teede sig. Zodiac har jeg billeder af da Lena og jeg tog billeder af ham og Zita dagen efter Store Hestedag.

Jeg har selvfølgelig også opdateret Zodiac's galleri med de nye billeder.

Lille Zita så overvejende godt ud da vi tog afsted. Dog havde hun smidt alt følpelsen og kun sat vinterpels på kroppen, så hendes ben så ret fine ud.
Hun fik heldigvis vist sin fine trav og scorede et 8 tal der. Og med et 8 tal i type også endte hun med de højeste point af mine 4 ponyer, nemlig 37 point.
Havde måske håbet på lidt mere for lille Zita, især efter at flere andre avlere var kommet hen til mig i løbet af dagen og sagt at de synes hun så rigtig godt ud. Men som lille mini blandt alle de store kan det være svæt at hamle op. Der var desværre kun 2 mini hoppeføl, så klassen blev ikke delt.
Jeg er rimelig enig i hendes beskrivelse, bortset fra det med det tilspidsede kryds. Hendes kryds og overlinie generelt har ellers hele tiden været det Lena og jeg har beundret mest.
Nå men lille Zita var simpelthen en lille stjerne hele dagen. Hun var helt rolig og afbalanceret og opførte sig upåklageligt. Selv i ringen, hvor jeg valgte at lade mor Zilver blive stående ved dommerne, mens jeg mønstrede lille Zita, travede hun bare rundt på trekanstbanen som om hun aldrig havde lavet andet. Var simpelthen så stolt af hende, og hvis hun blir ved at være så nem at fremstille, vil det blive skønt at have hende med i byen næste år.

Fik i dagens anledning også chippet lille Zita, så nu er det også overstået!
Zita's galleri er selvfølgelig også opdateret med nye billeder.

Alle resultater og beskrivelser er på ponyernes egne sider.
Endelig har jeg lavet et album med alle de billeder Lena og jeg tog af Zodiac og Zita.

Næste weekend går turen til Jylland igen. Lena og jeg skal op og besøge Anette og Jørgen fra Stutteri Hedegårde, og med dem en tur til Sulsted Føl- og Plageskue om søndagen. Jeg skal til eksamen om lørdagen, så jeg kører direkte ned til Lena efter eksamenen og spænder traileren bagpå, og så afsted. Mandag morgen kører vi så op og henter min nye lille hoppe, Sine. Glæder mig som et lille barn!

Weekenden efter skal vi over broen igen, for der har Lena og jeg tilmeldt Challure og Zodiac til Fynboskuet. Vi har ikke de store forventninger her, da vi ved at et er et skue hvor der kommer rigtig mange rigtig gode ponyer, men vi ved at begge drengene har godt af at komme i byen. Det blir også dejligt kun at have de to med, så der blir mere tid til at Lena, Carina og jeg kan hygge os. Vi fik stort set ikke talt sammen hele Store Hestedag, fordi vi havde så travlt!

_________________________________________________________________

D. 20. August

Meget er sket siden sidst.

D. 12.-14. August var Lena og jeg på en fantastisk Stutteri Tour i Jylland. Læs mere om turen ved at trykke på linket.
Det var en fantastisk tur og vi har allerede planer om at gentage succesen hvert år, som en tilbagevendende tradition.
Næste år overvejer vi at tage til Sverige, men også England, Scotland og Shetlandsøerne står på ønskelisten.

Da vi kom hjem fra turen, snakkede jeg med Kit fra Stutteri Braf, der sagde at hun havde tænkt sig at sætte hendes lille hoppe Sine fra Godrumsgård til salg. Jeg har været vild med lille Sine siden Kit købte hende får nogle år tilbage, og har flere gange nævnt at hun da meget gerne måtte stå i min stald. Sine er jo en utrolig lækker lille hoppe i en dejlig farve (cream dun) og så endda kåret med 44 point.
Men men men, jeg måtte jo faktisk ikke købe flere ponyer før jeg er færdig med min uddannelse :(
Heldigvis fik jeg overtalt Steffen til at jeg ikke kunne leve uden lille Sine og fik lov at købe hende! Jubiii!
Nu glæder jeg mig bare rigtig meget til at få hende hjem!

Sine er ifolet med Kit's lille dejlige hingst: Hedelunds Tyrus, så nu har jeg endnu et føl at glæde mig til næste år.
Har derfor også opdateret bedækningssiden og hingstesiden.

Regina holdt desværre ikke i første forsøg, så nu får Opus lov at bedække hende en anden og sidste gang. Efter det blir hun taget fra så jeg ikke får alt for sene føl næste år.

Om 2 uger går turen som sagt til Føl og plageskue i Roskilde, i forbindelse med Store Hestedag.
Håber vejret bliver godt og at vi får en dejlig dag.
Bedømmelserne har jeg ikke de store forventninger til, men alle mine små lømler har godt af at komme i byen!

__________________________________________________________________

D. 8. August

Zita's farve bliver ved at drille mig.
Jeg har jo fået testet hende for creme genet og det viste sig at hun var rød. Ligeledes havde hun røde hår om øjnene der hvor hun fællede først.
Derfor regnede jeg jo med at hun ville være rød når hun smed følpelsen, men så nemt skulle det ikke være. Af kom følpelsen, og under den gemte sig en helt lys creme farve med en anelse af røde dækhår på røven.

Hun er stadig rødlig omkring øjnene, og på ørerne. I hovedet kan man stadig ane pletter af den gyldne/gule følpels, og under den er en blandig af den cremede farve og hvide hår.
Benene har den samme sølvfarvede farve som hun havde på røven lige da hun smed følpelsen i starten. Og ja hovene er stadig hvide selvom følhoven er vokset ud.
Jeg giver op i at gisne mere om hvordan hun ender med at se ud.

Zita og Phoebe har nu også fået selvskab af lille Elorz. Zita er meget forelsket i den lille kraftige basse, men han har kun øjne for storesøster Phoebe.

Håber at Regina får en følle efter Opus, der er lige så dejlig kraftig som Elorz næste år.

I forbindelse med sammenlukningen af følle bøllerne tog Lena en række dejlige billeder af Zita. Herunder kan nogen af dem ses, resten findes i Zitas eget album.

Fandt også lige nogle gamle billeder af Regina i forårshumør. De er taget i engen på Bakkegaarden, da vi lukkede hopperne på sommergræs i foråret.
Har lagt dem i et lille galleri der hedder: Regina i Hopla.

Træningen af Zodiac og Zita er i fuld gang. Zodiac er en rigtig frækket og det er svært at få ham til at holde op med at trække især i traven.
Zita er rigtig sød og er ved at fange hvad det går ud på.
Bella og Cyselle har jo prøvet det nogle gange efterhånden, man må hellere se at få trænet lidt med dem også.

Jeg har også fjernet Zodiac fra salgssiden. Jeg har jo hele tiden gerne ville beholde ham, og da jeg nu har muligheden for dette, vil jeg gemme ham og se om ikke jeg kunne få ham kåret en dag.

__________________________________________________________________

D. 2. August

Zilver er nu hjemme igen fra bedækning, så nu krydser vi fingre for en fin lille helsøster eller helbror til Zita næste år.

Regina og Opus har også haft gang i romancen, så forhåbentlig er hun også drægtig. Så kommer hende og Zilver ihvertfald til at skulle fole nogenlunde samtidig næste år.

Jeg har nu tilmeldt Bella, Cyselle, Zodiac og Zita til Store Hestedag. Puha jeg får travlt. Godt jeg har en masse søde hjælpere med!
Bella har desværre en ret kort og stram bagbensbevægelse for tiden, og selvom Zodiac og Cyselle er begyndt at fylde mere ud, er de stadig meget spinkle, så har ikke de store forventninger, men synes de unge ponyer har godt af træningen og det er jo Bella og Cyselles sidste år som plage. Tænk at de allerede er gamle nok til at blive bedækket næste år. Som tiden dog flyver.
Da jeg gerne vil forsøge at få Zodiac kåret en dag, skal han også bare så meget med i byen som muligt.
Zita ser faktisk rigtig godt ud lige nu, så det passer nok med at hun når det ranglede usammenhængende stadie lige inden vi skal afsted ;)

Sidste uge tilbragte jeg hos mine forældre i Nordsjælland. I den forbindelse var jeg lige forbi på Stutteri Stjernen og sige hej til Janny.
Vi fik en rigtig hyggelig dag, der gik med at kigge på alle de dejlige ponyer.
Nedenfor ses blandt andet de to smukke mini hingste Bommel v. Ens og Grønkjærs Triumf

I dag tog jeg kameraet med ud og besøge Bella og Cyselle. Nu hvor de begge er i sommerpels, kan man rigtig se forskellen i deres farver, selvom de begge er meget lyse.

De har begge fået deres egne gallerier opdateret med nye billeder: Bella og Cyselle
___________________________________________________________________

D. 18. Juli

Så har jeg været til hoppekåring med Regina
Lena hjalp mig med at vaske hende om torsdagen, og fredag morgen drog vi så afsted til Ringsted.

Regina skulle først i ringen om eftermiddagen, så vi havde god tid til at se de første bedømmelser.
Jeg blev positivt overrasket over mini'ernes bedømmelser, hvilket gjorde mig mere rolig med hensyn til Reginas bedømmelse. Jeg ville jo så gerne have hende kåret i 2.A.
Vi tog Regina ud og varme lidt op ude på parkeringspladsen, og hun virkede forholdsvis afslappet, situationen taget i betragtning.

Dette varede dog ikke ved, idet Regina blev anspændt og nervøs så snart vi satte fod i ridehuset. Efter 20 min. var hun faldet en smule til ro, men så begyndte klapsalverne og Regina gik helt i panik.
Jeg trak hende ud af ridehuset til klapsalverne var ovre, men da vi så skulle ind igen og i ringen, kom hele det foregående hold ud, og vi måtte vente til vi kunne komme forbi. Så vi kom løbende ind i ringen efter de andre.
Nu var jeg rigtig nervøs for hvordan det skulle gå, da Regina selvfølgelig var meget anspændt. På trods af nervøsiteten prøvede hun at gøre det så godt hun kunne.

Da vi var færdige blev Regina oprangeret som nummer 3 af 3 og vi kunne nu kun vente i spænding for at se om hun havde klaret at komme i 2.A.



Vinder af klassen blev den skønne Bakkehaves Jamilah, der tidligere var kåret med 41 point. I dag scorede hun lige det sidste point, og blev dermed kåret i 1. kl. Jamilah blev desuden mini champion.

Stort tillykke til Pernille og Troels

Efter Jamilah stod Bakkegaard's Bambilightning, som jeg også personligt havde været meget spændt på idet hun er helsøster til min egen lille Bella.
Bambi klarede det super flot og blev kåret i 2A med 40 point!!

Stort tillykke til ejerne, Gunhild og Claus fra Stutteri Lilleløkke, og ikke mindst til avler Kate Grambo.

Endelig var det vores tur, og søreme om ikke det var en blå roset dommeren havde med!!

Regina fik 877 78 = 37 point og kåring i 2.A!
Beskrivelsen var også rigtig god, og det var netop de ting vi derhjemme selv har bidt mærke i der blev kommenteret.
At Regina er lang i kroppen og har lidt stejle forhove havde vi allerede hjemmefra regnet med at få kommentarer for. Hovene har vi forsøgt at få rettet siden jeg fik hende hjem, ved kun at få hende taget i dragterne, men da hendes hove vokser utroligt langsomt, har vi ikke kunne nå at rette det helt op inden kåringen. Det skal dog nok komme med tiden.
Hun fik dog også at vide at hun var en smule vid bag i skridten, hvilket er noget vi virkelig har kigget efter ved træningen og ikke kan nikke genkendende til, men måske hendes anspændthed på dagen har spillet ind her.

Jeg har skrevet Reginas beskrivelse på hendes side, og jeg har oprettet et galleri med alle billederne fra kåringen - mange tak til Lena som agerede pressefortograf på dagen!

Jeg utrolig glad for Reginas kåring og beskrivelse, og netop hendes beskrivelse bekræfter mig i mit valg af Opus som far til hendes kommende føl.

Mon ikke denne dejlige kompakte basse kan give Regina et føl med kortere krop og kraftigere ben!
Eks. som Lenas nye føl efter Opus og Asperas Erisort

Asperas Elorz - Se lige nogle kraftige stænger på det føl!!

Da vi kom hjem lukkede vi Regina tilbage i flokken og hun var meget glad for at være hjemme i tryghed igen.
Herefter læssede jeg Zilver og Zita og satte kursen mod Bakkegaarden hvor Zilver skulle til bedækning hos Bellas helbror, den dejlige Bakkegaard's Buzzlightning.
Zita kommer nok til at savne sin bedste veninde Phoebe meget, men heldigvis var Zilver i brunst, så der går nok ikke længe inden de to små banditter kan blive genforenet.
Jeg har lavet et galleri, kun med de to tøser, da de simpelthen er så søde sammen.

Lørdag morgen lukkede Lena, Carina og jeg de to flokke sammen, således at Regina også kunne komme ind til Opus.
Det gik rigtig godt, og Regina var meget interesseret i Opus. Dog fik han indtil videre kun lov at snuse.

Forhåbentlig går hun i brunst snart, så hende og Zilver kan få deres babyer nogenlunde samtidig næste år.

Resten af weekenden gik i dejligt selvskab med Lena og Carina, hvor vi tog en tur til Nordsjælland for først at besøge Følfods Cornelius, som Lena har lånt ud som selvskab.
Han er en dejlig lille 2 års hingst med masser af volumen og udstråling. farmand er selvfølgelig Opus! Mor er Carinas dejlige hoppe Stjernens CoCo-Mademoiselle.

Herefter kørte vi videre til Stutteri Stjernen, hvor vi skulle se Carinas dejlige føl - Følfods CoCo-Camelia. Hun er helsøster til Følfods Cornelius.

Mange tak til Lena og Carina for hjælp til kåringen og for en rigtig hyggelig weekend.
Og tusind tak til Kate for lån af traileren.

Regina, Zodiac og Zita har fået en del nye billeder i deres gallerier.

___________________________________________________________________

D. 11. Juli

Zita's farve har til stadighed drillet mig, så for noget tid siden besluttede Lena og jeg, at vi ville sende hårprøver afsted fra vores heste, så vi kunne få deres nøjagtige genotyper. Cyselle har jeg jo selv testet i forbindelse med mit speciale, og Zilver testede jeg for et par år siden. Men jeg har testet Regina og Bella for at se om de var bærer af brunt anlæg, Zodiac for at se om han har et eller to brune anlæg, og Zita for om hun er rød eller palomino, og om hun er bærer af brunt anlæg. Zita er blevet lysere og lysere, og er nu nærmest helt palominofarvet:


Se mange flere dejlige nye billeder af Zita i hendes eget galleri

Men inden vi fik svar på prøverne, begyndte hun at fælde omkring øjnene og der kunne jeg ane røde hår, så overraskelsen var ikke så stor da resultaterne kom og viste at Zita er rød :)
Zita er nu begyndt at fælde noget af følpelsen bagpå, og den underliggende farve er grå! Så nu er Lena overbevist om at hun er mushroom/søvtonet ligesom sin mor, nedenunder følpelsen. Jeg er dog ikke overbevist, da der jo ifølge teorien skal et mushroom gen fra både mor og far til, for at føllet får farven. Zita har fået et mushroom gen fra sin mor, men jeg kan ikke se hvordan farmand Buzz skulle kunne være bærer af genet, da der ingen mushroom aner er i hans stamtavle. Jeg kan dog selvfølgelig ikke udelukke 100% at hun skulle vise sig at være mushroom, især fordi man ved så lidt om genet som man gør, og det desværre ikke er muligt at teste for. Det bliver ihvertfald super spændende at se hvilken nuance af farve hun får når hun får smidt følpelsen rigtigt.
Prøverne viste også at Bella desværre ikke var bærer af brunt anlæg, men at Regina er bærer, så det er jo dejligt.
Zodiac havde et anlæg for brun, og er derfor heterozygot i både E-lokus og A-lokus. Dette betyder at han både er bærer af rød, sort, brun, creme og mushroom, hvilket giver rigtig mange farvemuligheder.
Jeg har skrevet alle ponyernes genotyper ind på deres respektive sider.

Regina skal jo med til hoppekåring her d. 15. juli. Jeg er godt nok spændt på hvad dommerne siger til hende.
Jeg har været lidt nervøs for hvad hun ville sige til at blive trænet og i særdeleshed til hvad hun villle sige til at skulle have bid i munden og hovedtøj på. Hun har jo siden jeg fik hende været en lidt nervøs hoppe der har været svær at komme ind på, ja sågar svær at komme i nærheden af, men det er heldigvis blevet bedre med tiden. Og nu har vi så sandelig fundet hinanden. Hun render mig i røven rundt på folden for at blive nusset, og jeg kan nu røre hende overalt på kroppen uden at hun stivner i skræk. Ja hun nyder sågar at få nulret sit yver. Er simpelthen blevet så glad for den lille hoppe, der nu har det dejligste temperament af alle mine ponyer. Troede aldrig vi skulle nå så langt.
Og ja træningen til kåringen, bid og hovedtøj, det har hun da bare taget i stiv arm!!

Efter kåringen skal hun i stod med Lena og Carinas dejlige hingst Stjernens Opus. Han har jo en skøn fylde og gode stærke kraftige lemmer samt en god overlinie, som er lige de kvaliteter jeg synes Regina måske mangler lidt. Så jeg tror de to bliver et fantastisk match. Se mere om Opus på Hingstesiden. Da Opus er homozygot for sort, er det ekstra dejligt at Regina er bærer af brunt anlæg, da det giver flere muligheder for farver ved dette match. Jeg har lavet farveudregninger på bedækningssiden.
Opus ville også være et super bud til Zilver med hendes tynde tynde ben, men da hun havde en lidt svær foling forrige år (hendes første foling), tør jeg nok alligevel ikke sætte en så kraftig hingst på hende. Ihvertfald ikke før hun har haft nogle flere ukomplicerede folinger. Jeg har derfor besluttet at hun kommer et smut ned til dejlige Buzz igen i år, da jeg indtil videre er meget tilfreds med kvaliteten af lille Zita, som jo er efter de to.

Min farvegenetik-side er jeg i fuld gang med at opdatere da den er mangelfuld og har en del fakta der ikke længere helt holder vand i forhold til nyeste forskning. Det er dog et stort projekt der tager en del tid, så der går nok lidt inden jeg er helt færdig.

Jeg har besluttet kun at tage billeder af udvalgte ponyer til diverse events, da jeg ellers hurtigt bruger hele dagen med snuden i kameraet og ikke får snakket og hygget.
Derfor må i meget gerne hive fat i mig, hvis i gerne vil have billeder af netop jeres pony.
Jeg tager stadig hellere end gerne billeder af alle de ponyer man gerne vil have taget, men vil bare ikke længere tage uopfordret billeder af samtlige ponyer til showet/skuet.
Billeder taget til de seneste events kan som altid ses på Fotosiden
I søndags var Lena og jeg i Gørlev for at se hesteskue. Det var rigtig hyggeligt og der var mange lækre ponyer. Jeg tog lidt billeder som vil blive lagt i events albummet snarest.

Regina og Zita har fået en del nye billeder i deres gallerier. Zilver og Zodiac har også fået et enkelt nyt billede hver :)

____________________________________________________________________

D. 21. Juni

For ca. 3 uger siden flyttede Regina, Zilver, Zita og Zodiac ned til Lena (Stutteri Aspera).
Lena ville gerne låne Zodiac som selvskab til hendes hingsteplag, og da Kate og Leif gerne vil flytte til noget mindre og derfor har sat Bakkegaarden til salg, tog jeg imod Lenas søde tilbud om at flytte mine ponyer ned til hende.
Det er lidt sørgmodigt at forlade Bakkegaarden efter så mange dejlige år, men jeg kan sagtens forstå at Kate og Leif gerne vil have noget mindre og mere overkommeligt. Og heldigvis er de da ikke flyttet endnu, så mon ikke jeg kan nå og tilbringe flere skønne dage på Bakkegaarden i selvskab med Kate og alle de dejlige ponyer.
Hvis det ikke var for Kate, ville jeg nok aldrig have endt med at kaste min kærlighed på de små dejlige shetlandsponyer, og jeg ville ihvertfald slet ikke have kunne få mine egne og begynde at avle. Kates passion for de små totter er smittende og jeg kan derfor takke hende for min dejlige "nye" hobby og alle de nye venner jeg har fået i forbindelse med denne.

Tøserne og Zodiac er faldet rigtig godt til på Stutteri Aspera.
Zodiac leger med Challure

Og Regina og Zilver er lukket sammen med Lenas hoppe Patroness så hendes føl Phoebe, kan lege med lille Zita

Phoebe og Zita blev hurtigt bedste venner

Se flere dejlige billeder i galleriet - Hos Stutteri Aspera
Bella og Cyselle bor stadig hos vores venner, hvor de bliver forkælet til den helt store guldmedalje. De er blevet rigtig glade for tøserne, og har fået lov at låne dem som selvskab til deres gamle vallak Mexi, indtil Steffen og Jeg får købt vores eget sted.
Zilver, Regina, Zodiac og Zita har alle fået opdateret deres gallerier med nye billeder.

Jeg har også været en tur på Roskilde Dyrskue. Her fik jeg taget en masse dejlige billeder som kan ses i Events galleriet på Fotosiden.

Endelig har jeg også tilmeldt Regina til hoppekåringen, så det bliver spændende hvad dommerne synes om hende.

____________________________________________________________________

D. 30. Maj

Sidste weekend var vi afsted til hingstekåringen i Fredericia.
Det var en dejlig dag, med godt vejr og mange skønne hingste. Kvaliteten var betydeligt bedre i år end sidste år, men igen var dommerne bestemt ikke altid lige rundhåndede med deres point.
Der var ihvertfald 3-4 hingste som var selvskrevet til 1. kl. men som endte med 40-41 point.
Til gengæld var der også en del hingste der gik igennem, som ellers bestemt ikke havde gangarterne til det.
Så altså en del hingste hvor der var stor enighed med dommerne, men bestemt også nogle bedømmelser, der afterlod en stor del af tilskuerne måløse!
Men sådan vil det nok altid være.
Jeg fik ihvertfald personligt taget en masse dejlige billeder, som jeg har uploadet i mit "Events" galleri, der kan findes på fotosiden.
Der var rigtig mange billeder, så har været nødt til at fordele dem i forskellige albums. De starter dog alle med "Hingtekåring 2011 - " så det burde være til at finde ud af :)

Ja som dagen skred frem og vi kunne se at dommerne bestemt ikke gav ved dørene, blev jeg noget nervøs for om dejlige lille Bakkegaard's Buzzlightning, der jo er far til Zita, overhovedet ville gå igennem.
Han kom sågar op i medium holdet og måtte kæmpe med nogle kæmpe basser, der fik ham til a se noget lille og spinkel ud ved siden af. Heldigvis klarede han sig rigtig fint, og endte som nummer 5 af 11 med 39 point. Super flotte point når man sammenligner med resten af de point der blev givet den dag. Fløjen i holdet fik 41 point. Nummer 6 gik i 2B og resten af holdet gik ikke igennem


____________________________________________________________________

D. 16. Maj

Så skete det endelig! Zilver har folet og fået det skønneste lille hoppeføl.
Kate ringede til mig ca. kl. kvart i to, natten til søndag. Jeg var alene hjemme med lille Papaya, så hun måtte op af sengen og med ud på gården midt om natten.
Da vi nåede ud på gården få minutter over to, var både føl og efterbyrd allerede ude, og følle stod op.
Helt fantastisk, da je jo har været så nervøs efter Zilvers besværlige foling sidste år.

Mit umiddelbare gæt på farven er at hun må være mørk palomino. Da hun har en lækker cremet farve og har hvid man og hale.
Dog tør jeg snart ikke være sikker på noget med Zilvers føl, da Zodiac jo virkelig fik mig til at spekulere sidste år.
Lille Zita, som hun er blevet døbt, forvirrer mig mindst lige så meget. Det ene øjeblik er jeg overbevist om at hun må være palomino, men så ser jeg hende lige fra en anden vinkel eller i et andet lys, og så bliver jeg i tvivl.
Overvejer om jeg bare skulle sende en hårprøve afsted med det samme og få klar besked :)

På fredag drager vi afsted til hingstekåringen, hvor lille Zitas far, Bakkegaard's Buzzlightning skal fremstilles til endelig kåring, så det bliver rigtig spændende hvordan det går.


____________________________________________________________________

D. 3. Maj

I lørdags var vi til Dorthealyst Plageskue og Hingsteparade.
Det var en super dejlig dag, med perfekt solskinsvejr, og en masse hyggeligt samvær med "shetter venner"
Jeg havde Bella og Cyselle med, der fik ret lave point sammenlignet med tidligere, men de var nu også rimelig frække, især Cyselle, og fik derfor ikke vist deres bevægelser optimalt.
Endelig er Cyselle også utrolig spinkel og "plaget" at se på nu hvor hun har smidt vinterpelsen. Forhåbentlig får hun noget mere fylde de næste par år.

Med os havde vi også Nadia, der er tøsernes nye "plejemor" idet hun er ejer af Mexi, som Bella og Cyselle går sammen med.

Som heppekor, kom min gamle barndomsveninde Louise, samt min mor og lille Papaya, der vist havde en rigtig hyggelig dag

Jeg fik også taget en masse dejlige billeder til Dorthealyst og har derfor uploadet dem til event galleriet, som kan findes på fotosiden.
Der var mange billeder, så jeg har fordelt dem i to forskellige album.

D. 26. marts var jeg til Avlsforeningens generalforsamling. Det var rigtig spændende, og mange interessante emner blev rundet.
Omkring 100 medlemmer var mødt op, hvilket jeg synes er et utroligt flot fremmøde.

Nu går tiden bare med at vente på at Zilver foler. Hun er sat til d. 24. maj, men er allerede MEGET drægtig, og virker tynget af drægtigheden. Hun har desuden stået med yver i flere uger.
Forhåbentlig foler hun inden vi drager afsted til hingstekåringen.

Vi har også hørt fra Rosie's nye ejere, der siger at hun er faldet rigtig godt til, så det er jo dejligt at høre.
Synes det er det helt rigtige hjem Rosie har fået sig der.

____________________________________________________________________

D. 19. Marts

Puha det er ved at være længe siden jeg har opdateret hjemmesiden.
Et nyt år er begyndt og meget er sket allerede.

Lige efter nytår fravænnede vi alle føllene. Det tog de super fint, og fandt sig snart tilrette i deres børnehave.
Og de små banditter fik da også stor mulighed for at boltre sig i alt sneen. Det kom der er en masse fine billeder ud af, som blandt andet har fundet vej til Zodiac og Rosies egne sider, men også i eget galleri.


Shady Acres Rosie - Shady Acres Zodiac

D. 19. februar var jeg en tur på fyn, hvor jeg skulle undervise et kursus i farvegenetik.
Det gik rigtig godt og vi havde en hyggelig dag, med mange andre shetter-venner.

D. 5 marts havde jeg Zodiac, Bella og Cyselle med til Ringsted, hvor der blev afholdt M&M Winther Show. Endnu engang var det et fantastisk arrangement. Mine kære små ponyer fik dog noget varierende bedømmelser.
Cyselle faldt bestemt ikke i dommerens smag, så hun fik kun 32 point. Hun viste sig ikke helt lige så fint som i november men at vi skulle ryge fra 39 til 32 point havde jeg godt nok ikke regnet med? Der var desværre ikke meget forklaring at hente i beskrivelsen, da det desværre ser lidt ud som om at sekretæren ikke engang har fået halvdelen med af alt det dommeren stod og sagde. (Hun snakkede meget og længe, men der er kun få og korte beskrivelser hos alle tre ponyer, og nogle af dem er lidt rodede). Generelt så det ud til at dommeren var meget fokuseret på haser. Ihvertfald fik både Bella og Cyselle kommentaren svage haser, hvilket ikke er noget jeg selv kan genfinde og ej heller noget de har fået at vide før. Nå men Bella var dommeren noget mere vild med end Cyselle. Hun fik endnu engang 39 point, med blandt andet 9 i type og 9 i bygning.


Cyselle Liebas - Bakkegaard's Bellalightning

Hendes bevægelser er desværre stadig lidt hæmmede af hendes vægt, og så blev hun sparket lige på vej ind i ringen, så fremvisningen blev heller ikke optimal. Hvis hun da bare kunne trave i ringen som hun gør hjemme på marken, så er jeg sikker på hun kunne score mere end et 7-tal ;)


Bakkegaard's Bellalightning

Zodiac plejer jo ikke at klare sig særlig godt, men her var endelig en dommer der kan ane det samme potentiale i den lille dreng som jeg kan. Han fik 2 point mere end sidst vi var afsted, og endte derfor denne gang på 36 point. Han er stadig meget spinkel og uudviklet hvilket han også fik at vide, men dommeren sluttede af med at sige, at jeg blot skulle vente et par år, så ville han blive bedre med alderen. Dejligt at hun kan se det samme som jeg kan. Han var denne gang også noget mere afslappet og fik da også scoret sig et 8-tal i skridten. I taven trak han stadig lidt, så det blev kun til et 7-tal. Igen kan jeg kun sige at hvis bare han da bare ville trave i ringen som han gør hjemme på folden, så ville det da ikke kunne give andet end et 9-tal ;)


Shady Acres Zodiac

Forleden blev vi ringet op af nogle venner der har en gammel pony som pludselig fandt sig alene og savnede noget selskab. Vi aftalte derfor at Bella og Cyselle skulle flytte op og bo hos dem, så de kunne holde gamle Mexi med selvskab.
De bor lige i nærheden så turen tog ikke mere end 15 minutter.
De to tøser fik godt nok sat gang i den 25 år gamle Mexi der næsten så ud til at have fundet sin anden ungdom.


Bakkegaard's Bellalightning og Mexi

Efter 10 minutters leg faldt der dog ro over dem alle tre og de græssede lige så fredeligt. Det var rigtig dejligt at se hvor glade de alle tre var, og jeg er sikker på at Bella og Cyselle nok skal få det rigtig godt der. Heldigvis bor de lige om hjørnet så der er ikke langt når jeg skal besøge de to tøser. Jeg har lagt en masse dejlige billeder fra tøsernes leg ind i et galleri.
Jeg har desuden opdateret både Bella og Cyselles gallerier med nye billeder.

Det kan jo blive dyrt med så mange dejlige ponyer når man er på SU, og da jeg har fået meget positiv feedback på mine billeder af de små ponyer, har jeg et stykke tid gået og overvejet at tilbyde mig selv som fotograf, til dem der kunne være interesseret i at få taget nogle billeder af deres heste. Og så måske på den måde forsøge at supplere min SU en smule. Så det vil jeg nu forsøge.
Jeg har lavet en side hvor omkring fotografering, hvor der står alt om priser osv.

Fotografering


Året der gik 2010.
Endnu et år er som sagt gået, og 2010 blev året hvor stutteriet for alvor kom igang, og de første føl så dagens lys.
Et hingsteføl og et hoppeføl blev det til sidste år: Zodiac og Rosie


Shady Acres Zodiac - Shady Acres Rosie

Vi har desuden også i år 2010 været til en række skuer, og har haft nogle rigtig dejlige dage, med masser af skønne ponyer og hyggeligt samvær med alle vores nye shetter venner! Er simpelthen så glad for denne nye "verden" jeg har bevæget mig ind i. Alle er så søde og hjælpsomme. Vi startede ud med at tage til M&M Winther Show i marts - flot show med smukke præmier. I April var jeg på besøg på Dorthealyst til Føl og plageskue, hvor jeg tog en masse billeder idet jeg ikke selv udstillede nogle ponyer her. Herefter fulgte hingstekåringen i maj måned. I juni måned var jeg på Roskilde Dyreskue for at se alle de smukke ponyer og tage en masse billeder. I Juli var vi afsted til hoppekåringen og i September tog vi atter mod Roskilde hvor Avlsforeningen holdt føl og plageskue i forbindelse med Store Hestedag. I Oktober var vi til Materialeprøve i Ringsted. Her havde jeg den store glæde at køre med Kates smukke hingst Buzz, der blev anden bedste hingst på dagen, med ærespræmie. Det var en dejlig oplevelse. Vi sluttede show sæsonen af i november til M&M Christmas Show. Endnu et vellykket show fra Mountain and Moorland foreningen.


Cyselle Liebas og Bakkegaard's Buzzlightning

Den største oplevelse i 2010 var dog ankomsten af vores dejlige lille pige Papaya.
Hun fylder vores liv med så meget glæde og det er skønt at se som hun vokser og udvikler sig for hver dag der går!

Tak for et dejligt år! Vi glæder os til en masse nye spændende oplevelser i ponyernes tegn i 2011.

________________________________________________________________________________________________

Nyheder 2010

Nyheder 2009